åbner i nyt vindue
UPDATE 11. juni 2025

Apple giver forældre flere værktøjer til at beskytte børn og unge online

Værktøjerne omfatter nye måder at administrere børnekonti på, mulighed for at dele barnets alderstrin for at få alderssvarende oplevelser i apps, opdaterede aldersgrænser i App Store m.m
Et billede af funktionen til alderssvarende oplevelser i apps vist på iPhone.
Apple giver nu forældre endnu bedre mulighed for at sikre, at deres børn og unge får alderssvarende oplevelser fra det øjeblik, de tager deres enhed i brug. Det er takket være nye værktøjer, der bygger videre på den børnesikring, som allerede findes i Skærmtid og App Store.
Apple har taget næste skridt i forhold til at opfylde løftet om at skabe teknologi, der gør brugernes liv bedre og samtidig er med til at beskytte dem og deres personoplysninger online. Det skete med dagens præsentation af en opdatering, der giver forældre nye muligheder for at beskytte børn og unge på nettet, når de bruger Apples produkter, herunder en række tidligere omtalte funktioner (PDF på engelsk). Med lanceringen af iOS 26, iPadOS 26, macOS Tahoe 26, watchOS 26, visionOS 26 og tvOS 26 til efteråret har forældre endnu bedre mulighed for at sikre, at deres børn får alderssvarende oplevelser fra det øjeblik, de tager deres enhed i brug. Disse nye værktøjer bygger videre på den børnesikring, som allerede findes i Skærmtid og App Store, og de er udviklet til at hjælpe forældre med at navigere blandt de farer, som findes i en digital verden, der bliver mere og mere kompleks. Ligesom alle andre Apple-funktioner er værktøjerne udviklet med udgangspunkt i anonymitet og sikkerhed.

Enklere administration af børnekonti

Apple har i flere år understøttet børnekonti. Det er Apple-konti, der skal knyttes til en forælders eller værges konto i en familiedelingsgruppe. En børnekonto er påkrævet for børn under 13 år1 og tilgængelig for unge op til 18 år, så forældre bedre kan sikre, at deres børn får alderssvarende oplevelser.
Apple har for nylig strømlinet processen forbundet med at indstille børnekonti og få adgang til den indbyggede børnesikring. Selvom forældrene måske venter med at færdiggøre indstillingen af deres barns konto til et senere tidspunkt, aktiveres der stadig børnevenlige standardindstillinger på enheden. På den måde kan forældrene være trygge ved, at indstillinger til beskyttelse af barnet træder i kraft fra det øjeblik, barnet tager enheden i brug. Disse funktioner fås allerede med iOS 18.4, iPadOS 18.4 og macOS Sequoia 15.4.
Nu er det blevet nemmere for forældre at tjekke, at den alder, der er knyttet til deres barns konto, er indstillet korrekt. Når de har tjekket det, vil forældre til børn under 13 år blive bedt om at knytte deres barns konto til deres familiegruppe. Kontoen omdannes til en børnekonto, hvorpå alderssvarende standardindstillinger er aktiveret, og forældrene får adgang til Apples omfattende udvalg af funktioner til børnesikring.

Deling af barnets alderstrin i apps

Forældre har nu mulighed for at dele deres barns alderstrin med de apps, barnet bruger, samtidig med at barnets personlige data beskyttes. Med denne nye funktion kan forældre give deres børn mulighed for at dele det alderstrin, der er knyttet til børnekontoen, med app-udviklere, uden at det afslører barnets fødselsdato eller andre personlige data. App-udviklere kan anmode om denne information ved hjælp af den nye Declared Age Range-API, så de nemmere kan levere alderssvarende oplevelser til deres brugere. Forældrene kan vælge, hvorvidt information om barnets alderstrin altid skal deles i forbindelse med alle app-anmodninger eller aldrig skal deles, og valget kan altid ændres. Børn har som standard ikke mulighed for at ændre indstillingerne for deling af deres alderstrin. Forældrene kan dog give dem tilladelse til at foretage ændringer i indstillingerne for Indhold og anonymitet.
Som noget vigtigt gør denne opdatering det muligt for familier at få alderssvarende oplevelser i apps, uden at App Store indsamler unødige følsomme personoplysninger om hver enkelt bruger. Det gælder tilmed også for dem, der blot ønsker at downloade apps med vejrudsigter eller sportsresultater.

Beskyttelse af unge er aktiveret fra start

Apple kræver, at børn under 13 år har en børnekonto, der som udgangspunkt yder beskyttelse i form af bl.a. filtrering af webindhold og begrænsninger i apps.
Nu kan unge i alderen 13 til 17 år nyde godt af en lignende alderssvarende beskyttelse helt fra starten, uanset om deres konto er oprettet som en børnekonto eller en almindelig Apple-konto. Denne ekstra beskyttelsesforanstaltning omfatter bl.a. filtrering af webindhold og Sikker kommunikation, samtidig med at den benytter de nye og mere finmaskede aldersgrænser i App Store.
Et billede af en samtale mellem et barn og barnets forælder i Beskeder på iPhone.
Unge i alderen 13 til 17 år kan nyde godt af en lignende alderssvarende beskyttelse, herunder filtrering af webindhold og Sikker kommunikation samt mere finmaskede aldersgrænser i App Store.

Mere finmaskede aldersgrænser i App Store

Apple har længe oplyst om anbefalede aldersgrænser for de enkelte apps i App Store ud fra den information, udviklerne giver. På den måde kan brugerne træffe mere velbegrundede beslutninger omkring, hvor velegnet en bestemt app er til børn. Disse aldersgrænser er integreret i alle Apples styresystemer og arbejder sammen med funktioner til børnesikring såsom Skærmtid og Spørg før køb.
Inden udgangen af året udvides aldersgrænserne til fem kategorier, hvoraf de tre er henvendt til teenagere: 13+, 16+ og 18+. Dette giver brugerne et mere detaljeret indtryk af, hvor velegnet en app er, samtidig med at app-udviklerne kan fastsætte mere nøjagtige aldersgrænser.

Børn kan kommunikere mere sikkert

Kommunikationsgrænser har givet forældre mulighed for at administrere, hvornår deres børn må kommunikere med andre, ved at sætte begrænsninger på tværs af kontakter i Telefon, FaceTime, Beskeder og iCloud. Nu udvides funktionen, således at forældrene får endnu større indflydelse på, hvem deres børn må og ikke må kommunikere med.
Denne opdatering betyder, at børn skal sende en anmodning til deres forældre, hvis de ønsker at kommunikere med et nyt telefonnummer. Forældrene kan nemt godkende dette med et enkelt tryk i Beskeder, hvilket både er praktisk og giver en større grad af kontrol. Når app-udviklere anvender dette nye PermissionKit-framework, har børn også mulighed for at bede deres forældre om lov til at chatte med, følge eller blive venner med brugere i apps fra tredjeparter.

Yderligere forbedringer for familier

Apple laver også forbedringer på tværs af App Store, Sikker kommunikation og Skærmtid:
  • Produktsiderne i App Store gør opmærksom på, hvis udviklerne har oplyst, at deres apps indeholder brugergenereret indhold, beskedtjenester eller reklame, eller at de understøtter kontrolfunktioner til app-indhold såsom børnesikring eller alderssikring.
  • Når der er sat begrænsninger for, hvilket indhold børn kan se i apps, bliver de apps, der ikke ligger inden for disse aldersgrænser, ikke vist i App Store, herunder fanerne I dag, Spil og Apps samt artikler fra redaktørerne.
  • Når Spørg før køb er aktiveret i App Store, har forældre nu mulighed for at give deres barn særlig tilladelse til at downloade en app, som har en højere aldersgrænse end den, der er indstillet i begrænsningerne af app-indhold. Ved hjælp af Skærmtid på iPhone eller iPad kan forældrene til enhver tid ophæve tilladelsen, så barnet ikke længere vil have mulighed for at bruge appen.
  • Sikker kommunikation udvides til at kunne bryde ind, hvis funktionen registrerer nøgenhed i FaceTime-opkald, samt sløre nøgenhed i Delte album i Fotos.

Eksisterende værktøjer øger sikkerheden for børn og beskytter deres anonymitet

De nye funktioner beskrevet ovenfor bygger videre på en række pålidelige værktøjer, der allerede er tilgængelige, og som hjælper forældre med at beskytte deres børn:
  • Aldersgrænser, indholdsbegrænsninger og filtre oplyser om, hvor alderssvarende apps er.
  • Spørg før køb hjælper forældre med at godkende eller afvise deres børns downloads og køb i apps i App Store.
  • Find gør det nemt for forældre at se, hvor børn i deres familiedelingsgruppe befinder sig.
  • Sikker kommunikation advarer børn, hvis de modtager eller sender billeder og videoer med nøgenhed, og giver dem mulighed for at få hjælp.
  • Skabt til børn er en del af App Store, hvor forældre kan finde alderssvarende apps med endnu højere standarder for anonymitet og sikkerhed.
  • Begrænsninger på Apple-reklamer betyder, at børn under 13 år ikke får vist reklamer, mens børn over 13 år ikke får vist målrettede reklamer.
  • Tilbagekaldelse af tilladelse til reklamesporing forhindrer udviklerne i at spore børns aktiviteter eller at bede om lov til at gøre det.
  • Kontrolfunktioner til anmodning om dataadgang hjælper forældrene med at beslutte, om deres børn må dele følsomme oplysninger såsom deres placering.
  • Værktøjer til brugersupport giver brugerne mulighed for at indberette bekymringer omkring sikkerheden i tredjepartsapps til Apple.
Derudover har udviklere også adgang til effektive værktøjer, herunder:
  • Frameworket ScreenTime, der giver udviklerne de nødvendige værktøjer til at kunne hjælpe forældre og værger med at overvåge deres børns adfærd i apps, når det er relevant.
  • Frameworks til specialtilpasset børnesikring såsom Enhedsaktivitet, Administrerede indstillinger og Børnesikring, som gør det muligt for apps at skabe tilpassede oplevelser, der gør det nemmere for forældre at administrere skærmtid.
  • Frameworket SensitiveContentAnalysis, der giver apps mulighed for at kigge efter og sløre nøgenhed.
  • Medievurderinger, som udviklere kan bruge til at inkorporere forældres aldersgrænser for film og TV i deres apps.
Få mere at vide om Apples værktøjer til at beskytte børn og unge på apple.com/dk/families.
Tilgængelighed
De nye funktioner vil være tilgængelige til efteråret som en gratis softwareopdatering til enheder, der understøtter iOS 26, iPadOS 26, macOS Tahoe 26, watchOS 26, visionOS 26 og tvOS 26. Funktioner og egenskaber kan blive ændret. Få mere at vide om tilgængelighed på apple.com/dk.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Minimumsalderen for kontooprettelse kan variere på tværs af lande og områder. Læs mere på support.apple.com/da-dk/102617.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

Apple

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36